Iai er en næsten 500 år gammel japansk kampkunst med sværd. Det oprindelige formål med iai var at besejre modstanderen ved hjælp af det japanske sværd og dermed overleve en konfrontation med modstanderen på liv og død.
Iai blev udviklet af samuraier i det feudale Japan som en selvforsvarsteknik. Teknikken blev brugt i samuraiens dagligdag, hvor evnen til at trække sværdet hurtigt og effektivt var afgørende, hvis man blev angrebet pludseligt og uventet.
Iai adskilte sig fra anden japansk sværdteknik (kendo eller kenjutsu) ved, at sværdkæmperen ikke på forhånd havde trukket sværdet og indtaget en særlig stilling for at gøre sig klar til at møde modstanderens angreb (såkaldt tachi-ai). Iai var således kunsten at kunne forsvare sig mod uventede angreb fra én eller flere modstandere kommende forfra, bagfra eller fra siderne og på alle tider.
Sværdkæmperen måtte derfor være beredt og parat til hver en tid for at kunne overvinde modstanderen, og det stillede store krav til hans tekniske, fysiske og mentale formåen. Teknisk set måtte sværdkæmperen kunne bruge sværdet præcist og effektivt. Fysisk set måtte sværdkæmperen udvikle en effektiv og hensigtsmæssig kropsbrug, hvor hele kroppen blev udnyttet optimalt uden overbelastning og irrationelle bevægelser. Mentalt måtte han ikke lade sig påvirke af frygt eller forskrækkelse men derimod handle beslutsomt og uden tøven.
For at opnå disse tekniske, fysiske og mentale færdigheder udviklede sværdmestrene en række trænings-principper, der resulterede i fremkomsten af et stort antal forskellige stilarter (ryuha) inden for den japanske sværdkunst.
Nukitsuke
Mange af de stilarter de japanske sværdmestre udviklede er videregivet fra mester til mester frem til i dag. Det gælder også kampkunstens træningsmetoder og principper. Kernen i træningen af kampkunsten er også i dag tilegnelsen af tekniske, fysiske og mentale færdigheder hos iaido-udøveren.
I træningen anvender iaido-udøveren enten det japanske sværd, katana, eller en træningsudgave heraf, iaito. På grund af den indlysende farlighed ved brug af katana eller iaito er træningsmetoden overvejende solo. Teknikkerne indøves således primært mod en imaginær modstander. Først når solo-teknikkerne beherskes tilfredsstillende trænes med en egentlig modstander (såkaldt kata eller kumitachi), hvilket er forudbestemte angreb og forsvar.
I teknikkerne indgår fire grundlæggende elementer: Idet modstanderen angriber, trækkes sværdet fra dets skede (nukitsuke), og modstanderen overvindes med et præcist og hurtigt modangreb. Trækket udgør essensen af iai og karakteriserer iai som kampkunst. Ideelt set skal dette ene træk være tilstrækkeligt og afslutte kampen. Dernæst følger et eller flere skær (kiritsuke) alt efter omstændighederne, og hvor mange modstandere, der angriber. Når modstanderen er uskadeliggjort følger "blodsvinget" (chiburui), hvor blodet slynges af sværdet, og herefter returneres sværdet atter til skeden (noto). Alle bevægelser foretages med minutiøs præcision, og varieres alt efter hvordan modstanderen angriber.
Kata
Formålet med iaido i dag er gennem træningen af de traditionelle teknikker og beherskelsen af principperne for sværdkunsten, at tilegne sig kampkunstens idealer, herunder de tekniske, fysiske og mentale kampmæssige egenskaber og udvikle sig herigennem. Dette indebærer blandt andet opfostring af styrke, beslutsomhed, koncentrationsevne, hensigtsmæssig kropsbrug, god holdning, værdighed og respekt for andre.
Teknikkerne og principperne i iaido rummer en stor viden om korrekt og rationel brug af kroppen. Gennem træningen forbedres kropsbevidstheden og kropsholdningen i almindelighed, hvilket kommer udøveren til gavn i dagligdagen. Når iaido har denne effekt, skyldes det ikke mindst, at iaido er baseret på selvforsvar fra naturlige stillinger, hvilket kræver, at man som udøver indtager en korrekt og opmærksom holdning både fysisk og mentalt i alle hverdagens gøremål, således som det var nødvendigt i tidligere tider.
Fysisk set søger man at udvikle en sund krop, der fungerer upåklageligt. Fraværet af sygdomme er en selvfølgelighed men ikke tilstrækkeligt. Kroppen må være sprudlende levende og adræt og iaido-udøveren bør være opmærksom på at få korrekt søvn, hvile, mad og drikke m.v.
Mentalt set søger man at udvikle evner som koncentrationsevne, beslutsomhed og opmærksomhed i nu’et. Sådanne evner er nødvendige for at kunne udføre effektive teknikker.
I iai siger man, at sværdet er sindet. Et vagt og ubeslutsomt sind vil medføre en vag og ubeslutsom brug af sværdet, og man vil uden videre kunne blive overvundet af en stærkere modstander. Sammenhængen mellem teknik (sværdet) og sindet er beskrevet i en gammel læresætning:
”Ken wa kokoro nari; kokoro tadashikereba - ken tadashii Kokoro tadashikarazareba – Ken mata tadashikarazu”
Sværdet er sindet; er sindet korrekt - er sværdet korrekt. Er sindet ikke korrekt - er sværdet ej heller korrekt.
Træningen af iai har dermed et stort mentalt aspekt, hvor den fysiske træning er nøglen til mental udvikling. Derfor har iaido en karakterdannende effekt. Gennem træningen udfordres udøverens mentale svagheder som forbavselse (kyo), frygt (ku), tvivl (gi) og tøven (waku). Disse fire sindstilstande siges at være de fire ”onde ånder” i sværdkunstens mentale univers, og det er disse udøveren gennem træningen søger at overvinde.
At træne med et sværd mod en imaginær modstander stiller store krav til omhyggelighed og koncentration, da man ellers let vil forfalde til simpel gentagelse af bevægelserne uden reel udvikling.
Udviklingen i iaido kan beskrives i fire faser. Det er afgørende for den reelle udvikling i iaido, at man først lærer at bruge sværd og krop korrekt (sei) og dernæst med det som grundlag øger hastighed i teknikkerne (soku). Med korrekthed og hastighed som basis skabes reel styrke (kyo) i modsætning til teknikker baseret på ren muskelkraft. Og gennem ihærdig og lang træning i disse tre aspekter vil ens iaido få en prægtig karakter (i). Disse fire udviklingsfaser i træningen kaldes sei soku kyo i.
I den fjerde fase får træningen et meditativt præg, der med tiden medvirker til at give udøveren af iaido en fattet og rolig personlighed. Et af de vigtigste aspekter i iaido er netop at bevare overblikket og roen selv i tilspidsede situationer. Roen sættes over styr, når man bliver forskrækket, forbavset eller er ubeslutsom i sine handlinger og ens teknikker vil i så fald være ineffektive og dermed ukorrekte.
Furikaburi
Iai var oprindelig et redskab til at overvinde modstanderen og dermed konfrontation med døden, mens træningen af iaido i dag har til formål at opbygge udøverens fysiske og psykiske formåen.
Dermed har træningen af iai til alle tider haft og vil til alle tider have en betydelig værdi både fysisk og mentalt, idet udøveren gennem træningen både opøver en opmærksomhed på egen fysiske og mentale tilstand og samtidig lærer rutiner til at forbedre den. Og derfor giver det mening at træne iaido den dag i dag; på tværs af tidsaldre og landegrænser. En veludviklet fysik og et veludviklet sind er til gavn for såvel individet som det samfund individet er en del af.
Iaido-udøverens ideelle livsførelse står på den måde i skærende kontrast til vor tids stigende brug af sovemedicin, lykkepiller, hovedpinetabletter og slankemedicin til overvindelse af stress, depression, rygsmerter, hovedpine, overvægt o.s.v.: Det er for det første et udtryk for forkert kropsbrug, at have smerter, der vedvarende skal dulmes med medicin, og for det andet er det et for iaido ubrugeligt sind, der lider af stress, depression m.v.
”Itsu mo IKI IKI no kimochi de”
(altid energisk og i godt humør)
Mester Kawanishi Taizan
I de indledende faser af træningen vil udøverens fokus typisk være koncentreret om tekniske og fysiske aspekter som korrekthed (sei), hastighed (soku) og styrke (kyo). Som træningen skrider frem ændres fokus til mentale aspekter. På dette niveau er alder og muskelkraft af mindre betydning, og den aldrende og erfarne iaido-udøver befinder sig således på et niveau, hvor fortsat udvikling er mulig trods høj alder.
Den daglige trænings positive effekt på krop og sind bringer efterhånden udøveren i positiv ”konkurrence” med sig selv. Iaido-udøverens motto bliver: ”I dag skal jeg være bedre end jeg var i går!”
Træningen bliver på den måde et livslangt projekt uden aldersmæssige begrænsninger. Iaido indeholder således kimen til kontinuerlig udvikling og fastholdelse af opbyggede evner gennem en livslang træning.
”Shudo Mushu Ten”
(”I Studiet – Ingen Slutning”)
Mester Ishigaki Hogaku
Shudokai 2010 | Webmaster | Dansk | English | 日本語