Der findes mange stilarter af iaido. De fleste af disse har rødder tilbage til krigeren Hayashizaki Jinsuke, der levede fra 1546 til 1621. Han anses for at være ophavsmanden til blandt andet stilen Muso Jikiden Eishin Ryu, og Hayashizaki er stilens første stormester (Soke). Stilen er blevet videregivet gennem tiderne fra lærer til elev og videreføres i dag af den 22. stormester Ikeda Takashi Seiko.
Hayashizaki Iai Jinja
Muso jikiden eishin ryu blev for århundreder tilbage særligt udbredt på øen Shikoku i det sydlige Japan, hvor stilens stormestre fungerede som livvagter for Yamanouchi- klanens leder, der var lensherre (Daimyo) i Tosa-området (nuværende Kochi City). Efter den 11. stormester skiltes stilen i to grene benævnt Shimomura grenen og Tanimura grenen.
Frem til 1920'er var stilen hemmeligholdt og kun kendt af ganske få udøvere. Sværdet var i datidens Japan det centrale våben, og de fleste klassiske japanske kampsystemer udviklede derfor teknikker mod sværdangreb. Det har derfor traditionelt været afgørende for stilens effektivitet at hemmeligholde teknikkerne.
I 1930'erne begyndte den 20. stormester Kono Hyakuren (1899-1974) at undervise offentligt i hele Japan. Han dannede tillige organisationen Zen Nihon Iaido Renmei (All Japan Iaido Federation) efter Anden Verdenskrig. Også den ansete kendo-mester Nakayama Hakudo (1872-1958) har bidraget til Eishin Ryu's udbredelse (Nakayama Hakudo's iai kaldes i dag Muso Shinden Ryu og udspringer af Shimomura grenen).
Nakayama Hakudo (venstre) og Kono Hyakuren (højre)
Med dannelsen af det japanske iaido-forbund har man også indført gradueringssystemet (kyu og dan) på linie med judo og karate dog uden anvendelse af farvede bælter. Muso jikiden eishin ryu er i dag en af de mest udbredte klassiske stilarter af iaido i Japan, men er i modsætning til flere andre japanske kampsystemer ikke blevet ændret til en sportdisciplin med vægt på konkurrence og frikamp.
Soke – rækken af stormestre i Muso jikiden eishin ryu
Efter den 11. Sôke skiltes stilen i to grene, henholdsvis Tanimura- og Shimomura-grenen. Der findes i dag ingen Sôke i Shimomura-grenen. Nakayama Hakudô videreførte grenen under navnet Musô Shinden Ryû, der i dag er en udbredt stilart.
Oe Masamichi (1852-1927)
Den 17. stormester Oe Masamichi blev født i 1852 i Kochi på øen Shikoku. Oe trænede Shinkage ryu kenjutsu samt Shimomura ha og Tanimura ha eishin ryu iai. Oe lærte endvidere bojitsu (teknikker med lang stav). Han fungerede som kendo-instruktør i den lokale afdeling i Kochi af Butokukai, der har hovedsæde i Kyoto. Han underviste endvidere i iaido i flere af skolerne i Kochi og han havde derigennem mange elever, hvorigennem Eishin ryu iai med tiden blev udbredt.
Hogiyama Namio (1891-1935)
Hogiyama Namio var elev af Oe i både kendo og iaido og udmærkede sig hurtigt som en dygtig sværdmester. Han blev udpeget af Oe Masamichi som den 18. stormester men døde i en ung alder af 45 år.
Fukui Harumasa (1884-1971)
Fukui Harumasa overtog efter Hogiyama Namios død hvervet som den 19. stormester. Han lærte iai hos Oe Masamichi og var tillige instruktør i judo og en erfaren sumo-bryder og svømmer. Han underviste i iai udenfor Shikoku, bl.a. i Kobe og Osaka samt i Machuriet under den japanske besættelse. I 1950 udpegede han Kono Hyakuren som sin efterfølger, og han var medlem af Zen Nihon Iaido Renmei indtil sin død i 1971.
Kono Hyakuren (1899-1974)
Kono Hyakuren begyndte at træne iaido i 1927 under Hogiyama Namio. Kono Hyakuren var fra Osaka, hvor Hogiyama Namio jævnligt underviste i iai. Kono Hyakuren udgav sin første bog om iaido i 1933 og udgav senere flere. Alle bøger blev udgivet privat og blev ikke sat offentligt til salg. Kono Hyakuren etablerede endvidere det første iaido-forbund i Japan under navnet Yae Gaki Kai og siden hen Zen Nihon Iaido Renmei. Uden hans tekniske og organisatoriske talent ville Eishin ryu iai næppe være blevet udbredt som tilfældet er det i dag.
Fukui Torao Seisan (1916 - 2001)
Fukui Torao overtog hvervet som den 21. soke i 1975. Fukui Torao Seisan var elev af Kono Hyakuren og fortsatte arbejdet for Zen Nihon Iaido Renmei som præsident for forbundet i en årrække.
Ikeda Takashi Seiko (1930-)
Ikeda takashi Seiko er den nuværende stormester i Eishin Ryu og samtidig præsident for Zen Nihon Iaido Renmei.
Shudokai 2011 | Webmaster | Dansk | English | 日本語